vis

Specialevideo blev viralt hit

Specialevideo blev viralt hit

Videoen ’Ville du kunne gøre en forskel’ blev i løbet af de første 5 dage delt 15.000 gange på Facebook og set 1 million gange, hvilket er ret udsædvanligt for en dansk film. Den interaktive video er udarbejdet i et samarbejde mellem to specialestuderende fra uddannelsen oplevelsesdesign på Aalborg Universitet og virksomheden Førstehjælp.com.

Lagt online: 25.10.2016

Hvordan laver man en video, som folk vil dele, så budskabet spreder sig som ringe i vandet og bliver set af flere og flere mennesker? Den præcise opskrift på en viral video findes ikke, men gjorde den, ville den være mange penge værd i markedsføringsbranchen. Ikke desto mindre har to kandidater fra oplevelsesdesign, Jan Bue Laumark og Fie Andreasen, som en del af deres speciale skabt en video, der gik viralt. Filmen er en interaktiv kampagnevideo for virksomheden Førstehjælp.com.

I følge Jan Bue Laumark og Fie Andreasen blev videoen set en million gange og delt 15.000 gange på Facebook i løbet af de første fem dage efter udgivelsen. Disse tal er fordoblet en lille måned efter udgivelsen, og videoens budskab om vigtigheden af at kunne førstehjælp er nået igennem til seerne.

- Vi kan se, at videoen bliver delt helt organisk udover hele Danmark og diverse andre lande. Vi ser desuden at det ikke blot er private der deler den. Det er lidt sjovt at se andre brands tage videoen til sig for at dele budskabet, heriblandt eksempelvis TopDanmark og andre små til store organisationer. Samtidig tegner der sig et billede af, i de mange kommentarer på Facebook, at folk bliver berørte og får lyst til at opdatere deres førstehjælpskursus.

De to kandidater har stået for idéudvikling, produktionsplanlægning og selve produktionen af filmen. I følge Jan Bue Laumark og Fie Andreasen har det været væsentligt i udarbejdelsen at kigge på den samlede oplevelse for brugerne og gøre dem til en aktiv del af videoen. Dette kommer særligt til udtryk i den interaktive version af videoen, som kan ses på computeren. På denne version er der to film, der afspiller samtidigt. Handlingerne er i starten ens og kører parallelt med ganske små forskelle, men pludselig sker der noget fatalt, og med et følger filmene hvert deres spor. Med en slider kan seeren på computer vælge, hvilken af versionerne han eller hun ønsker at se.

De to kandidater er ikke i tvivl om, at de i udarbejdelsen af videoen har inkorporeret meget viden fra studiet, herunder værktøjer til konceptudvikling og teorier om oplevelser. Hermed kunne de målrette produktet til brugerne og designe videoen til at ramme bestemte følelser.

Yderligere information

Videoen ’Ville du kunne gøre en forskel’ er skabt i to versioner; en interaktiv version, der kun kan ses på computeren og en mobilversion. Den interaktive version kan ses her.

Jan Bue Laumark og Fie Andreasen er begge kandidater fra uddannelsen oplevelsesdesign på Aalborg Universitet.

Kontakt:

Fie Lindholm Andreasen: andreasen.fie@gmail.com, (+45) 28 56 53 82
Jan Bue Laumark: contact@janlaumark.com,  (+45) 61 26 61 17

Fotos

Billede fra filmen ’Ville du kunne gøre en forskel’.

 

Billede fra filmen ’Ville du kunne gøre en forskel’.

Fie Andreasen og Jan Bue Laumark har stået for idéudvikling, produktionsplanlægning og selve produktionen af filmen, ’Ville du kunne gøre en forskel’.