Kommunikation og Digitale Medier blev oprettet som uddannelse på Aalborg Universitet i 1985 og danner i dag udgangspunkt for en række uddannelser, hvor fællesnævneren er udvikling af IKT, medier og kommunikation. Uddannelserne er tværfaglige og kombinerer indsigter fra IKT-, medie- og kommunikationsforskning i formidlingen af kompetencer til dels kritisk analyse af eksisterende IKT-, medie- og kommunikationsprodukter og dels konstruktion af nye IKT-, medie- og kommunikationsprodukter. Kommunikation og Digitale Medier handler med andre ord om at forstå udfordringerne og realisere mulighederne for menneskers og organisationers kommunikation med brug af informations- og kommunikationsteknologi.
Uddannelserne omfatter følgende områder:
- Informationsvidenskab: udvikling af computermediets brugervenlighed og kommunikationsmuligheder, f.eks. via design af brugergrænseflader og systemudvikling eller ved brug af IKT i lærings- og formidlingsprocesser.
- Kommunikation: organisationers eksterne og interne kommunikation både interpersonelt, gennem medier og strategisk.
- Interaktive Digitale Medier: produktion, design og kreative muligheder inden for interaktive digitale medier, som bl.a. tæller computerspil og strategisk design.
- Informationsarkitektur: organisering og formidling af information, herunder optimering af form og indhold, så brugergrænseflade, brugskontekst og brugeradfærd harmonerer (sættes i bero forud for optaget 2020)
- Oplevelsesdesign: design af digitale medieteknologier og produkter, der kan understøtte og formidle oplevelser.
- Mediefag: om grundlæggende teorier og metoder inden for medievidenskab.