Konference på Aalborg Universitet

Erhvervs-ph.d: Universiteter kan høste stort udbytte af konferencer

Der ligger et kæmpe potentiale i at afholde konferencer og andre videnskabelige møder. Møderne giver nemlig godt igen på netværks- og omdømme-kontoen og kan være afgørende for at etablere et forskningsfelt. Men erfaringerne med at afholde konferencer går ofte tabt, og Thomas Trøst Hansen, der netop har forsvaret afhandlingen på Aalborg Universitet, mener, at vidensinstitutioner og turismebranchen med fordel kan indgå partnerskaber, så man sammen kan bliver bedre til at være værter.

Lagt online: 19.06.2020

Billedtekst: Under coronakrisen har der ikke været afholdt konferencer med fysisk fremmøde, men videnskabelige møder har normalt stor værdi for synlighed, anerkendelse og tiltrækning af talent. Foto: Susanne Togeby, AAU

Thomas Trøst Hansen har som erhvervs-ph.d. på Institut for Kommunikation og Psykologi undersøgt værdien af videnskabelige møder som symposier, konferencer og kongresser. Ifølge forskeren kan man ikke sætte denne værdi på formel. Han beskriver de videnskabelige møder som en slags markedsplads for akademisk værdiudveksling, hvor man for eksempel veksler netværk til at være med i en forskningsansøgning eller datasæt med at være i en publikation. Og så er møderne en vigtig platform til omdømmepleje. Han siger:

- Det videnskabelige møde giver synlighed og anerkendelse. Universiteter bruger for eksempel energi på at tage ud på jobmesser, men den vigtigste rekrutteringskanal findes der, hvor folk kommer på besøg på universitetet, ser bygningerne og oplever, hvor dejlig en by de er i.

Thomas Trøst Hansen mener, at de akademiske møder skaber værdi i form af både videns- og erfaringsudveksling, netværksdannelse og formidlingsaktiviteter. En væsentlig pointe er, at værdien afhænger af, hvilken type møde der er tale om - om det er et lille symposium eller en kæmpe kongres - og om man er ung - eller seniorforsker. For værten derimod er værdien den samme og knytter sig til, at eventen sætter værten i en god position til at lave netværk.

Møder kan være afgørende for etablering af et forskningsfelt

For at blive dagsordensættende skal institutionen finde ud af, hvad den er dygtig til, og hvad det er for en historie, man vil skubbe ud. Man skal finde de keynote speakers, der kan understøtte strategien, og så er det vigtigt at gentage konferencen eller kongressen over en årrække, hvor folk kommer tilbage. Det forudsætter, at universiteterne skaber nogle organisatoriske rammer, så det kan lade sig gøre, og det er nogle universiteter bedre til end andre, siger Thomas Trøst Hansen.

- Man skal gøre sig klart, hvad man vil bruge mødet til. De værter, der har grebet muligheden og har tænkt strategisk, har formået at bygge deres forskningsområde op til communities, hvor de kommer til at stå som founding fathers eller - mothers. Møder kan være afgørende for at få feltet etableret og for, at forskerne bag bliver centrale for faget.

Erfaringerne går tabt

Den enkelte forsker vil som regel kun sjældent blive involveret i at arrangere en konference, så ofte bliver der ikke samlet op på erfaringerne med at være vært for et videnskabeligt møde. Det er et problem, som turismeorganisationerne som Wonderful Copenhagen kan hjælpe med at løse, fordi de er i stand til at høste af erfaringerne og blive bedre fra gang til gang.

I det hele taget opfordrer Thomas Trøst Hansen til, at mødeindustrien og vidensinstitutionerne indgår partnerskaber, hvor man ser på, om der ikke er nogle fælles ting, man kunne investere i. Den danske mødeindustri omsætter for 26 milliarder om året, hvilket svarer til 1 procent af bruttonationalproduktet, så den er en central aktør i forhold til møder. De videnskabelige møder ligger oftest uden for højsæsonen, hvor de trækker på hoteller og andre services. Det giver derfor god mening, at turismebranchen og vidensinstitutionerne arbejder sammen, så man både som by og institution kan blive bedre til at være værter.

Gode grunde til at holde videnskabelige møder:

Videnskabelige møder udvider netværk indenfor forskningsmiljøet og udadtil med eksterne interessenter. Blandt gevinsterne er:

  1. Bedre omdømme
  2. Mere synlighed
  3. Større anerkendelse
  4. Indflydelse på den faglige disciplin
  5. Mulighed for at bytte akademisk værdi
  6. Tiltrækning af talent til Danmark
  7. Øgede muligheder for forskningssamarbejder
  8. Bedre kvalitet i forskningen

Yderligere information

Læs mere i afhandlingen: The Impacts of Academic Events

Projektet er udviklet I samarbejde med Wonderful Copenhagen, VisitAarhus, Humanomics Research Centre og Tourism Research Unit på Aalborg Universitet i København.

Projektet er støttet af Innovationsfonden.

Kontakt

Thomas Trøst Hansen, telefon: +86 (21) 8025 0633, e-mail: thohas@um.dk

Thomas Trøst Hansen er nu innovationsattache i Shanghai.

Kommunikationsmedarbejder på Institut for Kommunikation og Psykologi, Susanne Togeby, telefon: 9940 9059, e-mail: susannet@hum.aau.dk

Konsulent i Wonderful Copenhagen, Katrine Brems Olsen, mobil: 2338 3064, e-mail: kbo@woco.dk