Virksomheder kan blive klogere på ressourcerne i nordisk branding

Virksomheder kan blive klogere på ressourcerne i nordisk branding

Hvis virksomheder får en dybere forståelse af det særlige nordiske, kan de udnytte det langt bedre i deres markedsføring. Det mener Lars Pynt Andersen, som er lektor på Aalborg Universitet København. Han har undersøgt, hvad nordisk branding egentlig indebærer.

Lagt online: 04.12.2017

Foto: Restaurant Aifur i Stocholm er et eksempel på ‘vikinge branding’.

En gang var det nordiske forbundet med produkter som dansk bacon, frisk fisk fra Norge og solide svenske biler. Men så skete der noget. Dogmebølgen rullede i dansk film, Stig Larsson bragte de svenske krimier på bestsellerlisterne, og senere kom tv-serier som forbrydelsen og Borgen. Den islandske sweater slog igennem både i Danmark og rundt omkring i verden, og det samme gjorde, New Nordic Cuisine og New Nordic Design, den lyse nordiske indretningsstil. Med tiden er det nordiske kommet til at stå for mere end produkter af god kvalitet – det nordiske er ifølge Lars Pynt Andersen blevet noget særligt. Han siger

- Et typisk dansk begreb som ’hygge’ handler hverken om produkthygiejne eller Made In Denmark-mærkater, det handler om de sociale værdier. Ikke fordi ’hygge’ eller tillid eller miljøbevidsthed ikke findes andre steder, men fordi nordiske måder at prioritere og fremhæve dem på, kan ses som speciel.

Lars Pynt Andersen har som en del af forskningsprojektet ’Nordic Branding as Strategic Branding Potential’ produceret en podcast serie, hvor han er på jagt efter ”den nordiske sjæl”. Han mener, at virksomheder kan blive mere bevidste om, hvordan de udnytter det nordiske i deres markedsføring, hvis de får dybere indsigt i, hvad de nordiske værdier indebærer. Han uddyber:

- Projektet er et forsøg på at få virksomheder til at tage kvaliteterne i det særlige nordiske alvorligt, når de brander sig, og ikke bare skabe en kortlivet trend med overfladisk nordisk ‘fernis’. Undersøgelsen viser også, at der er en indre dynamik og spænding i de nordiske værdier, som virksomheder skal være bevidste om. Alene det at fremhæve nordiskhed, især ’vikingesymbolik’, kan ses som dybt fremmedfjendsk og næsten racistisk. LBGT+ og ligestilling er andre eksempler på stærkt politiske værdier.

Podcast-serien Nordic Branding findes både på de nordiske sprog og med Nordic Reflections afsnit på engelsk.

Alle kan frit tilgå podcastet via iTunes eller Soundcloud.

Yderligere information

Projektet Nordic Branding as Strategic Branding Potential er udført i regi af BRANDBASE og har været støttet af Innovationsstyrelsen med 300.000 kr.

Kontakt: Lars Pynt Andersen, pynt@hum.aau.dk eller mobil 2992 5167