Nye redskaber skal måle forskningens betydning for samfundet

I et aktuelt europæisk forskningsprojekt samarbejder universiteter, myndigheder og erhvervslivet om at udvikle nye redskaber til at måle den betydning, humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning har for samfundet. Ifølge lektor David Budtz Pedersen fra Institut for Kommunikation er der et stigende behov for at integrere viden og innovation fra human- og samfundsvidenskaberne, fordi nutidens udfordringer ikke kan løses af teknologi alene.

Lagt online: 25.08.2016

Forskere fra 12 europæiske universiteter, heriblandt Lasse Johansson, Jonas Grønvad og David Budtz Pedersen fra Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet, vil sammen med myndigheder, erhvervsliv og interesseorganisationer sætte en ny dagsorden for humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning. Det sker med Horizon 2020-projektet ACCOMPLISSH. Ambitionen med projektet er at udvikle nye redskaber til at beskrive den betydning, som humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning har for samfundet. Derudover skal projektet undersøge, hvordan forskningen bidrager til innovation i virksomheder.

- Der er et stigende behov for at udbrede og integrere humanistisk og samfundsvidenskabelig viden og innovation mellem virksomheder, interesseorganisationer og universiteter, fordi mennesker, kultur og samfund påvirker stort set alle aspekter af de udfordringer, Europa står overfor, forklarer lektor og leder af Humanomics Research Centre ved Institut for Kommunikation på AAU i København David Budtz Pedersen og fortsætter:

- Med de seneste års geopolitiske udvikling er det blevet klart, at de største samfundsmæssige udfordringer ikke bare drejer sig om landvindinger inden for kunstig intelligens, big data eller nanoteknologi, men kræver nytænkning af samfundets basale normer. Migration, polarisering, ekstremisme, digital adfærd og demokrati er blevet nogle af de problemer, som myndigheder og virksomheder skal forholde sig til. Og netop spørgsmålet om, hvordan humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere bidrager med rådgivning, ekspertise og nye forretningsmodeller, er centralt for ACCOMPLISSH. Målet er i den forbindelse at udvikle nye redskaber, der kan skabe et nuanceret billede af forskningens impact.

Fakta:

- 14 forskere fra 12 europæiske universiteter samt myndigheder, en række små og mellemstore virksomheder og interesseorganisationer deltager i ACCOMPLISSH
- Projektet er en del af EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020
- Det løber frem til 2019
- Fra AAU deltager David Budtz Pedersen, Lasse Johansson og Jonas Grønvad, som har ansvaret for en særlig arbejdspakke, der skal kortlægge indikatorer og rammebetingelser i forbindelse med at dokumentere og drive impact-orienterede forskningsaktiviteter
- David Budtz Pedersen indgår desuden i projektets overordnede styregruppe
- Til daglig er de tre forskere tilknyttet det nye forskningscenter, Humanomics Research Centre, ved Institut for Kommunikation på AAU i København
- Læs mere om projektet eller gå til EU's hjemmeside om ACCOMPLISSH

For yderligere information kontakt:

Lektor David Budtz Pedersen på tlf.: 30 29 29 74 eller på e-mail: davidp@hum.aau.dk
Pressemedarbejder Susanne H. Knudsen på tlf.: 29 60 98 72 eller e-mail: shk@hum.aau.dk