Information til nye studerende

Velkommen til kommunikation og digitale medier

Velkommen til kommunikation og digitale medier

 

At gå på universitetet er noget helt andet end at gå på en ungdomsuddannelse som fx gymnasiet, handelsskolen eller HF. Universitetet og kommunikation og digitale medier har du selv valgt, sikkert fordi du har en interesse for det, og fordi du gerne vil kvalificere dig til et arbejde fremover. Når du går på universitetet, er du ikke elev – du er studerende. Du har ikke lærere, men kursusholdere og vejledere. Og du har ikke lektier eller et pensum, som du skal læse, men litteratur som det er op til dig selv, om du læser. Der er heller ikke nogen, der tjekker, om du har forberedt dig til kurserne – det er også op til dig selv. Ja, faktisk er det helt dit eget ansvar, at du lærer det, du skal. Det hedder ’ansvar for egen læring’. Det betyder selvfølgelig ikke, at du er alene og skal klare det hele selv. Der er meget hjælp at hente, men det er vigtigt, at du allerede fra start overvejer, hvad du vil med din uddannelse.

Kommunikation og digitale medier er et bredt studie, og du kan specialisere dig i mange forskellige retninger undervejs. Dette kan godt virke forvirrende en gang imellem, fordi det ikke nødvendigvis er helt tydeligt, hvad du lige præcis bliver, når du engang er færdiguddannet. Som studerende på kommunikation og medier skal du derfor skabe din egen faglige profil. Dette sker i takt med, at du finder dit specifikke interessefelt. Du skal ikke blive stresset over, at du ikke ved helt præcis, hvad du vil ende ud med at arbejde som – det kommer hen ad vejen. Nyd i stedet, at du bliver præsenteret for mange forskellige idéer og teorier, og at du ender ud med en meget bred viden inden for dit interessefelt; kommunikation, teknologi og medier. Du prioriterer selv, hvilke emner du vil bruge mest tid på at læse om, og hvilke problemstillinger du vil fordybe dig med i dine projekter. Det er blandt andet sådan, du med tiden får din helt egen faglige profil.

Sørg for at udvikle nogle gode studievaner, og få planlagt din tid godt. Kommunikation og digitale medier er et fuldtidsstudie, hvilket vil sige, at det forventes, at du arbejder 37 timer om ugen. Derudover skal der være tid til alt det andet; studiejob, fritid, venner, familie og så videre. Og det kræver planlægning.

Vær ikke bange for at spørge om hjælp, hvis der er noget, der virker forvirrende. For det vil der være! Du skal lære at gå på universitetet, ligesom du skal lære alt andet. Der er nye vaner og rutiner, du skal ind i, og det sker ikke den første dag og måske ikke engang det første semester.

Informationer til nye studerende er samlet på:

studiestart.aau.dk

Til nye studerende

Velkommen til Kommunikation og Digitale Medier. Find oplysninger om studiestart og anden information med relation til det at begynde på dit nye studie.

Information til nye studerende

Studievejledningen

Studievejledningen

Kontaktoplysninger til Studievejledningen i Aalborg og København samt liste over ofte stillede spørgsmål.

Studievejledning

Til nuværende studerende

Studiehåndbogen

I Studiehåndbogen findes information om alt, hvad der er værd at vide som studerende på uddannelserne her.

Studiehåndbogen